Tøse-fnidder, eller et spørgsmål om god stil

Fnidder, eller et spørgsmål om god stil?

 

Dels kampreferat Dels oplæg til debat om hvad der er god stil…

 

Søndag den 5-2-2006 VLI lagde hus til et opgør mellem toppen og bunden af DS2. Der blev ikke spillet god volley hverken på den ene eller den anden side af nettet, så er det sagt, alligevel SLAGTEDE vi dem.

 

1. sæt gik for vores vedkommende ud på lige at finde ud af at det var volley, at vi var i Keddelhallen og at jo det var modstanderne på den anden side af nettet. Ikke fredag, ikke Rødovre ikke Martin og Djohan, seks damer okaj så… Den er fjong. Eller dvs. det var den så ikke, for der var ikke meget spil, og der var langt mellem de pæne modtagninger hvilket ”mærkeligt nok” påvirkede resten af spillet. Dog haltede deres modtagninger mere, og vi vandt den på serven. 15-25.

 

2. sæt blev vist aldrig rigtig til et sæt, hvis man kan sige det sådan, de servede 2 gange så servede vi 15 gange, undervejs i denne prægtige servestime (i gætter ALDRIG hvem der servede : - ) der poppede gang på gang, henvender VLI´s anfører sig til 1. dommeren og siger ”et eller andet” der (enten af dommeren eller af vores anfører) bliver formidlet videre som en forespørgsel om ikke vi vil lade være med at råbe så højt. Det får (skal jeg skrive selvfølgelig?) undertegnede til at råbe ENDNU højere, og det pisser mig i den grad også af for hvis de vil have ro til deres sport så kan de altså begynde at spille skak! (Her er det meget vigtigt at bide mærke i at det er MIN holdning der præger det her referat da det jo sådan set er mig der skriver det, store dele af holdet er ikke enige.)

Udover at Kvarin og jeg lige tager en rask råber af hinanden ude på linien (Sorry babe : - ) sker der ikke så meget mere i det sæt. 7-25 (Småkage!).

 

3. sæt får vi trænet serv, 6 ud af de 10 point de opnår, er vores servefejl. Farvel og GoodBeirut. 10-25.

 

Efter kampen er højdepunktet i samtalen holdet imellem, hvorvidt vi skulle have lukket i som vi blev opfordret til, og ikke vadet i deres nedtur. Eller om vi (som vi gjorde) skulle køre videre for ikke at ødelægge vores egen rytme.

 

Største delen af holdet gav udtryk for at de synes at vi (med mig i front, sådan er det) gik over stregen og bare skulle have ladet være med at fortsætte vores kampråb. Et af argumenterne var at vi nærmest hånede dem, og at det derfor var dårlig stil fra vores side at fortsætte når nu vi sad så eftertrykkeligt på dem.

 

Det der pisser mig af i kampen er at det på mig virker som om de prøver at bryde min serv ved at afbryde spillet, tale med dommeren, få dommeren til at henvende sig til vores anfører, for derefter at få hende til at give beskeden videre til resten af holdet. Det virker i situationen som om at de prøver at hyle os ud af den. I mine øjne er det ualmindelig dårlig stil! Det er sådan jeg oplevede episoden, at jeg får indtryk af at de prøver at bryde min serv skyldes måske at jeg ingen fornemmelse har af at vi håner dem og derfor ikke kan se en pointe i at vi dæmper os?

 

Efterfølgende kan jeg godt se (sæt cifrene fortæller hele historien) at de har været meget pressede, og at et brølende hold på den anden side af nettet ikke er fedt. MEN mine damer: sådan er spillet! Desværre spiller vi i en række der er stor forskel i, og når man ligger i bunden så får man nogle høvl, både fysisk og psykisk. Vores hold (mange af os) har spillet sammen i det bedste af 8 år, og vi har dælme ikke altid ligget i den pæne ende. Vi fik TÆV og blev ydmyget gang på gang de første mange år, men vi har taget det som det var: En del af spillet. Man skal også lære at lukke ørene når man spiller volley, specielt når man er kvinde. Der bliver råbt meget, og det gælder ikke kun VR’s damehold. Jeg ved det er provokerende at skrive det her, men jeg mener det er noget fnidder at pege fingre som et andet børnehavebarn og sige: ”De driller!”.

 

Måske vores kampråb virker som hån, men det er vores måde at holde gang i den smule spil der er tilbage i en kamp som denne. Jeg vil holde på at vores hold ikke havde vundet så stort hvis vi ikke havde kørt videre med kampråbet. Det påvirker vores psyke hvis vores rytme skal brydes af den slags hensyn, og det vil den blive hvis vi dropper kampråbet, skruer ned eller skal pille dele af det ud, for større er vores overskud ikke. Bedre er vi ikke!      

 

Sidst men ikke mindst: Nu har jeg sagt hvad jeg har at sige, er der nogen -ligegyldigt hvem- der har en anden mening og vil ud med den, så mail mig (Salmonella@ofir.dk), jeg er altid klar på en skarp lille diskussion : -)

 

Slam Bang, MosterMinjaJoeDamen.